Jeg tænker lidt at jeg ligeså godt kan smide alle kortene på bordet til at starte med, så folk ved hvad de kan forvente. Jeg er en ung fyr, som er endt med at blive homoseksuel. Det er bestemt intet jeg skammer mig over, overhovedet. Jeg fandt ud af det i en relativ ung alder, og da jeg blev 17 og fik min aller første kæreste, og indså at man sagtens kunne leve et helt almindeligt liv, og samtidig være homoseksuel, så fortalte jeg det til min kære mor. Selvom hun ikke ligefrem tog det med kindkys og smil (læs; gråd og spørgsmål ala - "er det pga. mig"? og "Hvorfor har du ikke fortalt det noget før?" etcetera etcetera.) men da hun langsomt indså at jeg stadig var helt den samme fyr, og ikke rendte rundt med fjer i håret og boa, bare fordi jeg nu officielt kunne kalde mig selv for homoseksuel, fik hun det bedre med det.
Med det sagt, vil jeg samtidig klargøre én ting, som nager mig utrolig meget. Min seksualitet er IKKE hele min personlighed - blot en lille del af den. Jeg er meget mere end bare homoseksuel. Ikke ligesom størstedelen af de homoer der f.eks. oftest bliver fremstillet i medierne. I kender dem alle, i har sikkert set dem før, eller hørt om dem. Homoer hvis hele personlighed bygger rundt om det faktum, at de er homoer. Typen som mange piger har en forestilling om ville være deres bedste ven. Jeg har selv prøvet det. Været til fester og ude i byen og snakket med en tøs, og når min seksualitet så er kommet på banen på den ene eller anden måde, er det som om der falder en kokosnød ned i hovedet på dem og jeg virker pludselig en million gange mere interesant, for så står de der måbende og udbryder; “GUUUUUUUD, er det rigtigt?! Ej, vi skal SÅ meget ud og shoppe sammen. Kan jeg ikke lige få dit nummer. Vi må lige ta’ ud og drikke en latte sammen!! Jeg har ALTID ønsket mig en homoven” og så står jeg dér og kigger ud i den blå luft med min øl i hånden og prøver at finde ud af hvad der pludselig gjorde mig så meget mere interessant på 2 min. Jeg gider da ikke være nogen piges accessory!
Min pointe er nok bare, at jeg for alt i verden ikke vil sættes i nogen form for bås, pga. min seksualitet. Mig finder i i hvert fald ikke på dén dumme pride dér. Det kan godt være at jeg er homoseksuel, men jeg er også meget mere.
Med det sagt, vil jeg samtidig klargøre én ting, som nager mig utrolig meget. Min seksualitet er IKKE hele min personlighed - blot en lille del af den. Jeg er meget mere end bare homoseksuel. Ikke ligesom størstedelen af de homoer der f.eks. oftest bliver fremstillet i medierne. I kender dem alle, i har sikkert set dem før, eller hørt om dem. Homoer hvis hele personlighed bygger rundt om det faktum, at de er homoer. Typen som mange piger har en forestilling om ville være deres bedste ven. Jeg har selv prøvet det. Været til fester og ude i byen og snakket med en tøs, og når min seksualitet så er kommet på banen på den ene eller anden måde, er det som om der falder en kokosnød ned i hovedet på dem og jeg virker pludselig en million gange mere interesant, for så står de der måbende og udbryder; “GUUUUUUUD, er det rigtigt?! Ej, vi skal SÅ meget ud og shoppe sammen. Kan jeg ikke lige få dit nummer. Vi må lige ta’ ud og drikke en latte sammen!! Jeg har ALTID ønsket mig en homoven” og så står jeg dér og kigger ud i den blå luft med min øl i hånden og prøver at finde ud af hvad der pludselig gjorde mig så meget mere interessant på 2 min. Jeg gider da ikke være nogen piges accessory!
Min pointe er nok bare, at jeg for alt i verden ikke vil sættes i nogen form for bås, pga. min seksualitet. Mig finder i i hvert fald ikke på dén dumme pride dér. Det kan godt være at jeg er homoseksuel, men jeg er også meget mere.
Hvis der var ligeså mange bøsseliderlige mænd, som der er kvinder, så ville verden altså bare være et langt bedre sted
SvarSlet