Singlelivet

Har på trods af j-dag og andet godt tilbragt min weekend helt alene..
Eller, det er faktisk ikke helt sandt, for jeg har faktisk tilbragt den med den fantastiske kvinde som du ser i klippet herunder. Og selvom jeg aldrig har holdt pinlige taler eller fundet en mr. Darcy, så kan jeg virkelig relatere til hende.

Jeg har også prøvet at...


... ankomme til en fest hvor jeg ikke har overholdt dresscoden, som den eneste, fordi jeg ikke vidste at der var nogen.


... sagt nogle virkelig dumme ting til en fyr man var vild med.


... gjort mig selv en smule til grin foran svigerforældre.


... prøvet at lyde klogere end jeg egentlig var om ting jeg ikke helt vidste noget om.


og så var det nok også rimelig meget sådan her jeg så ud i weekenden:

Jeg har altid tænkt og gør det til stadighed, at de som påstår at det er fedt at være single, er fulde af lort!

Forliste forhold

Jeg starter forfra!


I dag efter uni hændte der min veninde noget - hun stødte på sin eks!
Og jeg kom igen til at tænke på alt det der med eks-kærester og forliste forhold (og flammer).
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg kun har haft et rigtigt forhold gennem mit korte, lange liv, mens antallet af dårlige dates og flammer der er brændt ud af den ene eller anden grund er lidt højere.
Men ofte kommer jeg til at tænke tilbage på dem hver især og hvad der min gik galt.
Fra ham den flotte hipster med huen som jeg kyssede på cosy's dansegulv til tonerne af Medina's "For Altid" og som flere gange den aften fortalte mig, at jeg havde sindssygt bløde læber, til ham fyren jeg datede over to omgange hvor jeg hver gang endte med at hive stikket ud men i dag sidder og undrer mig over om kunne ha' været noget, nu når han har en kæreste.
Men dem jeg synes er værst at tænke på, er dem hvor man aldrig rigtig har fået en proper afslutning og derfor sad tilbage med en tom fornemmelse - lidt ligesom en flot indbundet gave, som ingenting indholdt. Jeg datede f.eks. engang en fyr, som virkede ret vild med mig og vores date gik ret godt, men efterfølgende hørte jeg aldrig rigtig fra ham og til sidst forsvandt han ud i den blå luft.Jeg kunne selvfølgelig ha' taget den op med ham, men jeg tænkte at han nok bare havde skiftet mening og så følte jeg bare lidt at jeg ikke ville spilde mere af min tid på det, selvom jeg ikke skal være bleg for at indrømme at man følte sig lidt snydt.


I virkeligheden handler det nok bare om at jeg håber at fremtidige, potentielle dates i det mindste vil bestræbe sig på at være ærlig.


Og så kom jeg til at tænke på denne sang, som jeg finder meget passende

Det er ikke mig.

Jeg tænker lidt at jeg ligeså godt kan smide alle kortene på bordet til at starte med, så folk ved hvad de kan forvente. Jeg er en ung fyr, som er endt med at blive homoseksuel. Det er bestemt intet jeg skammer mig over, overhovedet. Jeg fandt ud af det i en relativ ung alder, og da jeg blev 17 og fik min aller første kæreste, og indså at man sagtens kunne leve et helt almindeligt liv, og samtidig være homoseksuel, så fortalte jeg det til min kære mor. Selvom hun ikke ligefrem tog det med kindkys og smil (læs; gråd og spørgsmål ala - "er det pga. mig"? og "Hvorfor har du ikke fortalt det noget før?" etcetera etcetera.) men da hun langsomt indså at jeg stadig var helt den samme fyr, og ikke rendte rundt med fjer i håret og boa, bare fordi jeg nu officielt kunne kalde mig selv for homoseksuel, fik hun det bedre med det.


Med det sagt, vil jeg samtidig klargøre én ting, som nager mig utrolig meget. Min seksualitet er IKKE hele min personlighed - blot en lille del af den. Jeg er meget mere end bare homoseksuel. Ikke ligesom størstedelen af de homoer der f.eks. oftest bliver fremstillet i medierne. I kender dem alle, i har sikkert set dem før, eller hørt om dem.  Homoer hvis hele personlighed bygger rundt om det faktum, at de er homoer. Typen som mange piger har en forestilling om ville være deres bedste ven. Jeg har selv prøvet det. Været til fester og ude i byen og snakket med en tøs, og når min seksualitet så er kommet på banen på den ene eller anden måde, er det som om der falder en kokosnød ned i hovedet på dem og jeg virker pludselig en million gange mere interesant, for så står de der måbende og udbryder; “GUUUUUUUD, er det rigtigt?! Ej, vi skal SÅ meget ud og shoppe sammen. Kan jeg ikke lige få dit nummer. Vi må lige ta’ ud og drikke en latte sammen!! Jeg har ALTID ønsket mig en homoven” og så står jeg dér og kigger ud i den blå luft med min øl i hånden og prøver at finde ud af hvad der pludselig gjorde mig så meget mere interessant på 2 min. Jeg gider da ikke være nogen piges accessory!


Min pointe er nok bare, at jeg for alt i verden ikke vil sættes i nogen form for bås, pga. min seksualitet. Mig finder i i hvert fald ikke på dén dumme pride dér. Det kan godt være at jeg er homoseksuel, men jeg er også meget mere.